Radio Mercur
2. august 1958 – 31. juli 1962
Radio Mercur var virkelighedens “Boat that Rocked” – længe før
rockbølgerne begyndte at rulle i den engelske kanal og andre steder.
Mercurs premiere var den 2. august 1958 fra sendeskibet “Cheeta Mercur”,
som lå for anker i Øresund i internationalt farvand mellem Danmark og
Sverige. Det gør Radio Mercur til verdens første reklamefinansierede
radiostation, som brød et nationalt radiomonopol ved at sende fra en
fast position på havet.
Radio Mercur sendte fra 2. august 1958 til 31. juli 1962 samt i 3 dage
fra 13.-15. august 1962.
Forhistorien
Forberedelserne til monopolbruddet skete allerede i 1956-57, hvor den
unge Peer Jansen på en rejse sydpå i Europa fik idéen til en dansk
radiostation inspireret af de amerikanske udsendelser i Middelhavet fra
et militært sendeskib. Peer Jansen fik sin jurastuderende fætter Børge
Agerskov til at undersøge, om der var muligheder for at realisere dette
ud fra den gældende lovgivning på radiospredningsområdet. Da det viste
sig at være muligt, kontaktede han den ældre forretningsmand Ib Fogh og
foreslog et fælles projekt om at etablere en konkurrent til den
nationale Statsradiofoni, som siden 1920’erne havde haft monopol på at
sende radiofoni til danske lyttere.
Hul i loven
Radio Mercur udnyttede, at radiosending i internationalt farvand kun var
reguleret af internationale aftaler for radiospredning, som ikke tog
højde for udsendelser fra et fastliggende skib med sendeantennen rettet
mod fastlandet.
Efter en fælles nordisk indsats og en ændring af den danske lovgivning
blev det reelt umuligt for Radio Mercur at sende, og stationen sendte
sine sidste udsendelser den 31. juli 1962. Et forsøg på at fortsætte
udsendelserne med gamle optagelser i august 1962 endte med, at de danske
myndigheder bordede sendeskibet og beslaglagde senderen.
Sendeskibe
“Cheeta Mercur” tidligere “The Flying Englishman”. Radio Mercurs første
sendeskib, placeret i Øresund og en kort overgang i Storebælt. Cheeta
Mercur blev solgt i 1962 til Skånes Radio Mercur/Radio Syd. Sank i
Malmøs havn i oktober 1964 og blev hugget op efter bjærgningen.
“Cheeta II” tidligere “Mosken”. Radio Mercurs andet sendeskib fra februar
1961 i Øresund og senere placeret i Storebælt. Solgt af finansmanden
Alex Brask Thomsen til Radio Syd i oktober 1964. Brugt af Brit Wadner
som sendeskib for Radio Syd ud for Gambias kyst, indtil skibet sank i
1990’erne.
“Lucky Star”: tidligere “Nijmah Al Hazz” (arabisk for ‘heldig stjerne’).
Oprindeligt sendeskib for DCR, men efter sammenlægningen af Radio Mercur
og DCR blev “Lucky Star” brugt som sendeskib i Øresund for Radio Mercur
indtil lukningen. Sejlede senere som fragtskib under navnet “Kamilla
Whitthøft” og “Vendelbo”, indtil den grundstødte i juli 1971.
Studier
Radio Mercur havde studier i land – først på Maltegårdsvej 24 og senere
Adolfsvej 61 i Gentofte, hvor de fleste udsendelser og reklamer blev
produceret. Bånd med udsendelser blev derefter sejlet ud til sendeskibet
og transmitteret på de faste sendetidspunkter.
Radioens salgsafdeling – Mercur Reklame A/S havde salgskontor i
København, blandt andet på Sortedams Dossering 55. På et tidspunkt købte
Radio Mercur også det tidligere Nørrebros Teater i Ravnsborggade og
indrettede det under navnet Radio Mercur City til større showproduktioner.
Programmer
Radioen sendte især tidens populære musik fra plader og liveoptagelser
med nye bands blandet med reklamer, men der blev også sendt andre typer
af programmer som revy, teater, nyheder og kulturprogrammer.
Find mere under “programmer” her på netstedet.
Inspirationen fra Radio Mercur
Fra efteråret 1958 lejede Radio Mercur også sendetid ud til et svensk
foretagende under navnet “Skånes Radio Mercur”, som blev ledet af Nils
Erik Svensson. Det blev senere til Radio Syd under ledelse af
“piratdronningen” Brit Wadner.
Radio Mercur hjalp ved etableringen af den hollandske station Radio
Veronika, som eksisterer i legal form i dag.
Desuden var Radio Mercur direkte inspiration for en række piratradioer –
blandt andet Radio Nord ved Stockholm og Radio Caroline m.fl. i Den
engelske Kanal rettet mod henholdsvis England og Skotland i den ene
retning og Holland og Belgien i den anden retning.
/Henrik Nørgaard
Du finder mere om Radio Mercur:
På nettet: www.radio-mercur.dk
I bogform: “Pirater i æteren. Radio Mercur og Danmarks Commercielle
Radio – dansk reklameradio fra Øresund 1958-62” af Henrik Nørgaard,
udgivet at Danmarks Grafiske Museum/Dansk Pressemuseum på Syddansk
Universitetsforlag, 2003.
Radio Mercur jingle 1958
2. august 1958 (åbning)
“
Radio Mercur jingle 1960
“
Radio Mercur jingle 2
Radio Mercur jingle 3
Radio Mercur jingle 4 med ændring af frekvens
“
Radio Mercur jingle God morgen
“
Radio Mercurs formiddagsunderholdning slut
“
Radio Mercur jingle Tak for i formiddag
Radio Mercur afslutter dagen
“
Radio Mercur jingle Non Stop musik
”
Kantinedame til Mercur City søges
”
29. september 1961 (al radiotrafik stoppes omgående)
”
Morgenprogramoversigt for både Øresund + Storebælt “Lyt og køb ind”
Programoversigt 17. januar 1962
”
Godnat annoncering
For at høre programmer – klik ind på menuen Foreningen med login/password
foto: Göran Carlsson